På plejehjemmet Rynkebo, sidder gamle Frans, og kigger på den nye unge pedel, som bare knokler løs. Frans spørger ham, om han har tid til en hurtig kop kaffe, fordi der er noget han gerne vil snakke med ham om. Han svare at det kan han godt, hvis det ikke varer for længe, for det her plejehjem trænger godt nok til en kærlig hånd. Frans giver ham hånden, og siger, at han hedder Frans Jørgensen, er gammel entreprenør. Pedellen giver et godt solidt håndtryk og siger, at Per Karlsen her. Frans spørger ham, om han har kone og børn, han svarer med glæde i øjnene, at han har en sød og forstående kone, og to piger og en dreng. Frans siger, at jeg har fem piger, men de kommer ikke og besøger mig her, men det hænder da, at de skriver. Hvorfor besøger de dig ikke, spørger Per bekymret om. Frans svarer, at joo ser du, da jeg var i din alder, var der godt gang i forretningen, havde min egen entreprenørforretning, 32 ansatte i marken 2 på lageret og 3 på kontoret. Det gik bare fremad. Min kone var da forstående, men jeg var ikke til stede i mine børns barndom og ungdom. Firmaet frem for alt, jeg var jo, med god fart, på vej op ad rangstigen, en af byens spidser. Børnene fløj fra reden, og mor og mig var alene i det store hus. Da bentøjet begyndte at svigte, solgte jeg firmaet og fik en ret god pris. Mor og jeg manglede ikke noget. Det gør jeg stadigvæk ikke. Det blev værre med bentøjet, og da min kone pludselig døde, og jeg ikke kunne klare mig i huset mere, fik jeg en bolig her på Rynkebo, som jeg er glad for, men mine børn kommer ikke her og besøger mig, for som de siger: ”Da vi var børn og havde brug for dig, var du der ikke. Nu har du brug for os, bør vi så være der for dig?” Man skal være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod en. Skål i kaffe, Kære Pedel ”TÆNK dig om!”. © 2008 Pakú. |